Klintebjergs indhold af kalk, ler og grus førte til, at råstofindustrien fattede interesse for området. Fra 1752 og frem til 1957 blev der indvundet råstoffer i Klint. Kalk og tegl blev brændt på stedet, og ler til fajance blev afskibet direkte fra bruddet.
Klintebjergs indre består af smeltevandsaflejringer, der er dækket af moræneler aflejret af et isfremstød fra øst (Bælthavsfremstødet). Smeltevandsfloder fra syd førte grus og blokke af kalk til området omkring Klintebjerg. Da de sidste ismasser smeltede væk, lå Klintebjerg som en ø i Stenalderhavet for ca. 7.000 år siden.
Siden har havets bearbejdning af isens morænelandskaber sammen med landhævningen gjort Klintebjerg landfast med det øvrige Sjælland.
Figuren viser, hvordan havbunden har hævet sig. Klintebjerg er nu landfast med resten af Odsherred.
Gå på stenjagt – eller byg med!
Stranden ved Klint er en stenstrand. Strandsten er smukke, dejlige at røre ved og fascinerende, for de fortæller historier om, hvor de kommer fra, og hvordan landskaberne er blevet dannet.
I 2010 begyndte den tysk kunstner, Udo Leis, at stable sten til zen-agtige søjler ganske uden bindemiddel. De lokale har taget idéen op, og hver gang vinden og havet har væltet det hele, begynder søjlerne påny at skyde frem. Fænomenet har bredt sig helt til Gniben. Foto: Claus Starup, 2014.
Kulturhistorie
Landskab
Kunst
