Råvarer

Landbruget er meget nærværende i Geopark Odsherreds landskaber, hvor opdyrkede marker og græsningsarealer breder sig ud i næsten hver eneste udsigt, du møder.

Kvaliteten af jordbunden og den friske luft fra havet gør råvarer fra Geopark Odsherred særligt velsmagende. Det gælder både kødkvæg og øko-grise, der har gået ude, de fremavlede grøntsager og de vilde urter og svampe, du kan finde i skovbunde og langs strande på den rigtige tid af året.

Råvarer fra Geopark Odsherred sælges hos lokale gårdbutikker og supermarkeder, de er på menukortene på flere lokale og nationale restauranter – bl.a. på Dragsholm Slot, der i 2017 fik sin første Michelinstjerne. Det samme gælder for restaurant MOTA i Anneberg Kulturpark, der otte måneder efter sin åbning fik en Michelin-stjerne i 2022. Både Slotskøkkenet på Dragshom Slot og MOTA har i 2023 beholdt den funklende stjerne.

Og i efterårsferien er der særligt fokus på de gode råvarer i Odsherred med stor høstfestival, kåring af de bedste grøntsager og en række events under ”Odsherred Grand Cru”!

Besøgsmarken med oplevelsesrute på Lammefjorden åbnede i juli 2017. Marken er et centralt formidlingssted med fokus på sammenhængen mellem grøntsagsavlen, geologien og de optimale betingelser for landbrug og råvareproduktion på den inddæmmede fjord.

Læs om besøgsmarken og oplevelsesruten på Lammefjorden

Kulturhistorie

Landskab

Kunst

Råvarer