Landskab og menneske

Holmer Trier | Ordrup Næs, 1940'erne | Odsherreds Kunstmuseum
Holmer Trier: Ordrup Næs, 1940’erne, 54 x 73 cm, Odsherreds Kunstmuseum

Fra ryggen af Vejrhøjbuen, mellem bakken i forgrunden og bakkerne i baggrunden, ses en kløft. Den er skabt af smeltevand fra gletsjeren på det, der i dag er Lammefjorden.

Den nære natur
Holmer Trier (1916–1999) var født og opvokset i Vallekilde, og var i det hele taget barn af højskolen; bedstefaderen Ernst Trier grundlagde Vallekilde Højskole i 1865. Faderen Troels og broderen Ernst var malere, og alle tilhørte de den folkeligt fortællende retning i billedkunsten, der knytter sig tæt til digterpræsten Grundtvigs tanker om folkelighed og fællesskab. I dette maleri fra 1940’erne tillægges høstarbejdet i de gule bakker stor betydning, samtidig med at menneske og natur, bakker og bebyggelse, himmel og jord indgår i en symbiose om den almengyldige årtusindlange historie om menneskets samhørighed med jorden og den nære natur.

Malested og motiv
Billedet er malet tæt ved Disbjerg, og den gnistrende grønne top er Bolinge Bakke, hvorpå Radiotårnet har knejset siden 1953. Det svungne landskab ved Sejerø Bugt fremtræder næsten som gule og grønne bjerge i forhold til Ordrup Næs’ flade halvø og er sat i kontrast af de blå flader fra himmelen og havet.

Find motivet

Bolinge Bakke, Veddinge Bakker
Skamlebæk Radiotårn
Disbjergvej 24
4540 Asnæs
GPS: N55°49’47”, E11°25’19”
 
Udsigt nær malestedet
Starten af Joselbjergvej
GPS: N55°49’44”, E11°26’17”

Den kunsthistoriske rute

Tag på jagt efter kunstnernes motiver og malesteder i geoparken med folderen til Den kunsthistoriske rute. Se værker og landskabsmotiver fra herredet på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs og på Malergården i Plejerup.

Gå- og cykelture

Klik dig frem til Veddinge Bakker og se andre ruteforslag i området hos Friluftsguiden.dk

Kulturhistorie

Landskab

Kunst

Råvarer