Solvognens Fundsted
Bronzealderikonet Solvognen regnes blandt et af de mest betydningsfulde bronzealderfund i Europa og er fundet i Trundholm Mose i 1902. Den smukke bronzefigur, der består af en sekshjulet vogn med hest og guldbelagt solskive er samtidig det mest unikke udtryk for Geopark Odsherreds rige kulturhistorie.
I 2019 er der afholdt landskabsarkitekt-konkurrence med kåring af det bedste formidlingsprojekt af Solvognens Fundsted i Trundholm Mose.
Vinderen blev Kurtzweil A/S i et samarbejde med bl.a. museumskonsulent og rådgiver Tine Nygaard, Jacob Kamp fra 1:1 Landskab og Rasmus Iversen fra VI-IV arkitekter.
Porten til bronzealdermenneskets kosmologi
Den nye kultur- og naturattraktion er afgrænset af et stort cirkelslag i landskabet indrammet af et dyrehegn. Ankomst til Fundstedet kan ske på cykel via Istidsruten eller i bil, og du kan parkere forenden af Trundholm Mosevej. Her bliver du som besøgende inviteret ind i landskabet og fortællingen om Solvognen via en åben port, der leder dig ind på en sti til det autentiske fundsted. I porten vækkes din nysgerrighed af et stort og detaljeret billede på den ene flade – en fascinerende og mytisk fortælling om bronzealdermenneskets kosmologi. Herfra fortsætter du via et snoet stisystem igennem naturen og frem til det sted, hvor Frederik Willumsen i 1902 gjorde et af Europas allervigtigste bronzealderfund.
Vejen frem til ofringen
Et stykke inden fundstedet møder du endnu et stort relief, der viderefører de arkitektoniske greb fra porten ved indgangen og viser en fortolkning af den seremoni, som arkæologer og kulturhistorikere forestiller sig har været forbundet med ofringen af Solvognen.
Lydfortælling på din mobil
Som besøgende får du historien, der knytter sig til stedet, bronzealderens kosmologi, solkulten og fundet af solvognen på dansk, engelsk og tysk via en podcast
Som vært på lydfortællingen har du arkæolog ved Nationalmuseet, Flemming Kaul.
Og flere fortællinger venter undervejs: En facilitet til yderligere formidlingsaktivitet og begivenheder er tegnet ind i projektet i form af en festplads, der fx kan bruges til events under Geopark Festivalen, til undervisningsforløb og måske en kultfest med bål, akrobatik og lurspil, som Kurtzweil foreslår i projektbeskrivelsen
Nordea-fonden finansierer
Projektet finansieres af en bevilling fra Nordea-fonden til etablering af Istidsruten Nordvestsjælland. Ud af 21 mio. kr. er 3,1 mio. sikret til realisering af Solvognsprojektet i Trundholm Mose, der er et af de vigtigste stop på den ialt 380 km lange Istidsrute, der skal gå på tværs af fem kommuner.
Kulturhistorien ude i bakkerne
Solvognens Fundsted bliver en natur- og kulturattraktion, hvorfra blikket kan vandre videre ud i landskabet og møde både stenalder og bronzealder i form af stendysser og gravhøje i horisonten.