I Geopark Odsherred er der en rig tradition for landskabsmaleri. Danmarks fjerde kunstnerkoloni, efter Skagens-, Fynbo-, og Bornholmermalerne, er Odsherredsmalerne, der i den grad favnede Vejrhøjbuens bølgende bakker i deres værker.
Malerier af Karl Bovin (1907-1985) og de øvrige Odsherredsmalere kan opleves på Odsherreds Kunstmuseum. Samlingen rummer desuden motiver fra Odsherred udført af andre kunstnere, herunder Sigurd Swane. Swane-familiens kunstnerhjem, Malergården, hører også under museet i dag.
Ønsker du at møde nutidens kunstnere og kunsthåndværkere, henvises du til folderen for Kunstdage i Pinsen, der indeholder en lang liste med navne, adresser og gallerier.