Landskaberne i Geopark Odsherred er bølgende og bakkede og ikke mindst: rammet ind af 160 km afvekslende kystlinje. Her er rigelig og smuk natur, og herredet bliver i høj grad brugt som rekreativt område af sommerhusejere og turister.
Landskab, jordbund og klima er af afgørende betydning for plante- og dyrelivet, og samtidig forudsætningen for, hvor og hvordan mennesket har kunnet leve, virke og skabe. Derfor er det spændende at vide mere om vores landskaber, og derfor er landskaberne altid omdrejningspunktet i Geopark Odsherred.
Gå ombord i Geopark Odsherreds landskaber, der over tid er udviklet under påvirkning af is, vand, vind og mennesker. En lang og spændende udvikling, der foregår den dag i dag, og som vil fortsætte langt ind i fremtiden.